ømhedens vanvid

                                                  sorgens harpe har uophørligt forfulgt mig

                                                  siden sjælens og kroppens adskillelse

                                                  sjælens hjem…… har stadig intet fædreland

                                                  sjælens eksil….. er jord uden frugt

                                                              åh…..du verden

                                                  vi kan ikke længere genkende dig

                                                  lad en tanke kredse…en tanke vi ikke kender

                                                  nedslidt…udtæret…tvivlsom…umættelig

                                                  eksistensens hemmelighed…er ejerens følgesvend

                                                  og hemmelighedens ejer….røber den ikke

                                                                      og vi…

                                                  vi blev kastet i en letsindig kvindes skød

                                                                            hun er verden

                                                  hvor mange har ikke sagt…den er af lave

                                                                            og den ophører ikke

                                                  alt stærkt forsvandt……..og den ophører ikke

                                                  markerne visnede……….og den ophører stadigvæk ikke

                                                  og de bliver ved med at gentage…

                                                                den er af lave

                                                  men jeg siger

                                                  i hemmelighed og med åbenhed

                                                                 folk, tro mig

                                                  for en letsindig kvinde er der ingen udslettelse